da indså landsbyboerne: Der havde aldrig været noget usædvanligt på taget.
Del 2: Ekkoet af Torne.
Århundredets storm fældede ikke kun træer, men ødelagde også folks stolthed. I dagene efter den voldsomme storm sænkede en tung, skamfuld stilhed sig over dalen. Folk gik forbi “Tornehuset” med bøjede hoveder, ikke længere hviskende om vanviddet, men mærkede stikket af deres egen uvidenhed.
Mens resten af byen hastigt hentede blå presenninger og ringede til reparationsfirmaer, sad den ældre fru Gable på sin veranda og drak en kop te. Taget var et usædvanligt syn:
