en velkendt skikkelse… Hendes hjerte sprang. Jacques! Han var der, meget levende – eller i det mindste så levende, som en afdød person kan være i himlen. Et stort smil lyste op i hendes ansigt, da hun løb hen imod ham med armene vidt åbne.
„Min skat! Åh, det er så dejligt at se dig igen!“ udbrød hun, overvældet af følelser. Hun omfavnede ham med al den ømhed, hun havde samlet i disse år i ensomhed, kyssede ham lidenskabeligt, med tårer i øjnene.
Men Jacques, let irriteret, skubbede hende blidt væk
