den næste.
“Er det der stadig?”
“Jeg henter den med det samme.”
“Kan du sende det hele gratis?”
Blandt alle de korte beskeder er der dog én, der især skiller sig ud for mig. De var rolige, høflige og formuleret ganske anderledes end alle andre.
“Mit navn er Nura. I går forlod jeg en meget svær familiesituation sammen med min treårige datter. Lige nu bor vi på et nødherberg og ejer næsten ingenting. Desværre kan jeg endnu ikke betale forsendelsesomkostningerne. Så snart jeg finder arbejde igen, vil jeg indhente det.
