som altid. Bilen sænker farten lige nok til, at vores øjne kan mødes gennem den regndryppende forrude. Jeg så et glimt af genkendelse i Jessicas ansigt.
Så så jeg irritation.
Brittany vendte sig mod mig og lo.
Et sekund senere kørte bilen forbi. Snavset vand sprøjtede på min nederdel og strømper. Jeg stod der, hånden stadig løftet, for chokeret til at sænke den. Regnen var kold, men skammen brændte mig endnu mere.
Med følelsesløse fingre tog jeg min telefon frem og ringede til hende.
“Mor, stop med at ringe til
