skete derefter)
Vi besluttede at lade æggene være, hvor de var. Vi afspærrede området med en lille papbarriere for at forhindre utilsigtet forstyrrelse. Vi tjekkede dem med et par dages mellemrum.
I ugevis skete der ingenting. Jeg begyndte at glemme, at de var der.
Så, en varm lørdag morgen, kaldte min mand mig ind i soveværelset. “Kom og se på det her.”
To små firben – hver især ikke større end min lillefinger – sad ved siden af de tomme æggeskaller. De var mørke, næsten sorte, med små, gennemsigtige maver. De kiggede
