bare et lille vink med hånden for at sige: “Jeg er her, og jeg har det fint.”
En eftermiddag var en nyansat sygeplejerske vidne til et af disse øjeblikke.
Hun smilede høfligt og fortsatte sin vej. Jeg lagde ikke mærke til det. Næste morgen var der dog sket noget. Samtalerne stoppede, så snart vi trådte ind i et rum. Hvisken fulgte os gennem gangene. Et hemmeligt blik her, en akavet stilhed der. På en eller anden måde var denne uskyldige omfavnelse blevet til en historie om
